Baggrund

Det tredje korstog

Det Tredje Korstog strakte sig fra 1189 til 1192, og var et forsøg på at generobre Det Hellige Land, fra muslimernes hærfører, Saladin. Anført af mægtige skikkelser, såsom Barbarossa, Richard Løvehjerte og Phillip Augustin. Korstoget havde alle muligheder for at skabe alvorlige ændringer i verdenshistorien, men udrettede stort set intet. Det lykkedes de kristne at erobre Acre, og Løvehjerte og Saladin indgik en aftale om, at lade kristne pilgrimme besøge Jerusalem, så da Phillip og Richard drog hjem, for at genoptage den interne fejde de havde lagt på hylden, for at forene sig mod Saladin, havde mange på fornemmelsen, at et nyt korstog måtte være lige på trapperne.

Frederick Barbarossas søn, Henry d. 6, forsøgte at stable et nyt på benene, men forsøget gjorde intet andet, end at alarmere de få Kristne landområder, der på dette tidspunkt var tilbage i Østen.

Dette skulle dog ændre sig året efter, hvor den aldrende Pave Celestine d. 3 døde, og Lothario dei Conti di Segni fik overdraget pavedømmet, og skiftede navn til Innocent d. 3. Den kun 38 årige Innocent havde fra starten store ambitioner, og udnyttede pavemagtens nærmest ubestridte magt, til at begå sig på den politiske såvel som spirituelle scene, og blandede sig ufortrødent i spørgsmålet om Henry d. 6’s tronfølger, samt rivaliseringen mellem Richard Løvehjerte og Phullip Augustin, og deres respektive efterfølgere. I August 1198 proklamerede han et nyt korstog, hvis formål var at generobre Kristus Hellige Grav. Paven gjorde klart fra start, at dette korstog ikke skulle ledes af de store konger, selvom de naturligvis forventedes at deltage. Der var dog ingen fare for, at der ville opstå modstand mod denne, for efter Richard Løvehjertes død som 41 årig, skudt af en armbrøst, var konflikten mellem Frankrig og England blusset op igen, og de mange der kæmpede om den tyske trone, var ligeledes optaget.

Derfor måtte Paven vente frem til 1199, før en gruppe lavadelige trådte frem for at tage lederskabet, uden finansiel opbakning fra kongerne. Det siges at disse energiske mænd mødtes ved en turnering i Ecry, og besluttede sig for at tage korset. Blandt de mest fremtrædne var Grev Thibald af Champagne, og Louis af Blois. Få måneder efter blev de forenet med tre andre, magtfulde adelige: Grev Baldwin af Flanderen og hans brøde Henry og Eustace. De 3 grever deltes om Korstogets lederskab. De var alle fra familier, der havde deltaget i Korstogene førhen, og efter at have samlet de fornødne rekrutter besluttede de sig for at drage ud, via søruten. Det er endvidere muligt at de tog Richard Løvehjertes råd til sig, som han gav dem efter sin hjemkomst, og planlagde at drage direkte mod hjertet af Islams magt, Egypten.

Omkring år 1200 var der generet en masse entusiasme omkring korstoget, stadig anført af greverne, uden indblanding fra kongerne, og det gik i det hele taget meget som Innocent havde ønsket, men ikke længe.

I februar 1201 mødtes 6 delegerede i Venedig, udsendt af greverne, for at debattere transportmuligheder til Østen. Enrico Dandolo, byens aldrende og blinde Doge (Greve) modtog dem og lavede en utroligt god handel. Ikke alene skulle han sørge for transport, men ville også dedikere 50 bevæbnede galejer til sagen, i bytte for halvdelen af det krigsgod der måtte tilfalde dem, i kraft af deres erobringer. Desværre for lavede de korstogsfarene en alvorlig fejl, i form af alvorlig overestmering af antallet af mænd. Det er ikke til at sige hvad denne fejl kan have skyldes, muligvis dumdristighed fra lederens side, muligvis manipulation fra snedige Venediere. Dette vidste Paven ikke, så han sagde god for den videre færd, uden at vide hvad der var i vente.

En anden faktor, der kan have spillet, var det dynastiske kaos i Konstantinopel. I 1195 blev Kejser Isaac d. 2 fjernet, indespærret og blændet af sin egen bror, som da blev til Alexius d. 3. Isaacs søn, der også gik under navnet Alexius, blev ligeledes indespærret, men havde held til at undslippe fangeskabet, for derefter at drage til Vesten, og kan megeget vel have haft et håb om at finde hjælp til at befri sin fader, i Markisen Boniface af Montferrat, der i sommeren 1201 var blevet den nye, overordnede leder af Korstoget, efter Thibald af Champagnes død. Selvom det var Bonifaces første Korstog havde han et imponerende blodbånd med Østen, der inkluderede en broder som havde giftet sig ind i den byzantiske adel, inden han blev snigmyrdet i 1183. Det er uklart om Boniface og Alexius fik lejlighed til at tale sammen, men begge deltog i Phillip af Swabias julebal, i slutningen af 1201. Ikke desto mindre, kan han ikke have undgået at have hørt om en gruppe ambitiøse riddere og folk fra Venedig, der i den kommende sommer havde i sinde at sætte sejl til Østen.

Hvor vi starter

Vi befinder os nu i August 1202.

Medlemmerne af Korstoget er, for få uger siden, ankommet til Venedig, og problemet med overvurderingen af mændenes antal, er for alvor gået op for dem. Dette kombineret med, at Boniface ikke har kunnet skrabe de fornødne penge sammen har ophidset Dogen, hvis by har investeret megen tid, penge og mandskab i at udføre de forberedende opgaver, og er bestemt ikke i humør til at tilgive denne gæld. Men snarere end at tabe hovedet, benytter de snu venediere sig af, at bolden ligger på deres banehalvdel, og har efter sigende bedt medlemmerne af Korstoget om en mindre tjeneste…

Baggrund

Mægtigst Er Tiden Tyrannosirus